Tuesday 31 July 2012

Dase-uge i Tulum

Tulum er bare skøn: få mennesker, dejlige boutique hoteller og HELT FANTASTISKE strande. Vi dryssede rundt på Las Ranitas og nød paradiset i fulde drag...



 En aften da vi gik langs stranden i fik vi øje på en stor sort "klat" i strandkanten. Vi satte os på hug og ventede på at måneskæret ville afsløre skikkelsen. Møjsomt kom "det" ud af vandet og bevægede sig med stort besvær op ad stranden. Det var en stor havskildpadde som var på vej op for at lægge sine æg. Hun krøb lige forbi os og videre op mod det bløde sand hvor æggene forhåbentlig ligger i sikkerhed for højvande og rovdyr. Vi ville ikke forstyrre hende i æglægningen men kom tilbage dagen derpå for at se sporene efter hende...



 ...resten af tiden var tydeligvis meget strabadserende... ;-) 
 

 

I Yucatans undergrund, som fortrinsvis består af kalksten findes et forgrenet net af underjordiske ferskvands-floder. Indimellem kollapser kalkstensklippen og afslører indgangen til dette undersøiske univers. De gamle Maya-indianere kaldte disse jordfaldshuller "Cenote", og så dette som portalen til underverdenen. Derfor har man på bunden af cenoterne også fundet mange artefakter såsom lerpotter, smykker, ædelstene og knoglerester fra mennesker der blev ofret til guderne. 

 
Har man mod på det, er det en meget speciel oplevelse at dykke i disse ferskvandskatedraler. Man starter dykket midt inde i junglen i den åbne grotte og forsvinder så ind i det enorme et hulesystem. 

   
Dos Ojos er navnet på den grotte som jeg dykkede i. Dette hulesystem blev opdaget i 1987 og man har indtil nu kortlagt 82km af systemet - men er langtfra færdig med at udforske det endnu. Da det er krystalklart grundvand man dykker i, er sigten snildt 60+ meter. Her er ikke meget liv bortset fra få fisk og upigmenterede ferskvandsrejer der lever af organisk materiale, der falder ned i indgangen til cenoterne og bliver ført med strømmen og ind i labyrinten. Drypstensformationerne i hulen er helt fantastiske at se på - indimellem åbner systemet sig op så den undersøiske grotte er 50m bred - andre gange kan man kun lige orme sig gennem en snæver gang. Og så er det helt fantastisk at kunne skimte det blå lys for enden af tunellen: der hvor sollyset møder portalen til underverdenen... 

 
Da mine egne undervandsbilleder fra disse dyk ikke blev særlig gode poster jeg også lige en video der viser det fine blå lys ved indgangen til cenoten Dos Ojos (det var i øvrigt også her hollywoodfilmen "The Cave" blev optaget): http://www.youtube.com/watch?v=S5dpJl-Whz4

 
Selvølgelig kunne Mette heller ikke slippe for en wildlife tur i Sian Kaan Nature reserve, hvor vi så forfærdelig meget spændende kryb og kravl...Her er vi kommet til at skræmme en stor hvid hejre...
   
...et par skarve der hygger sig efter en dukkert..
 


 ..og til sidst den hvide ibis. Resten af tiden lå vi og fordrev tiden på stranden i Tulum inden turen gik vestpå til Merida

Friday 27 July 2012

Coco-drilos på Cozumel

Den sydlige del af Cozumel byder på en enorme mangrove skove. Nede ved udkigsposten kunne man leje kajakker som sjovt nok ikke var i brug....



...der lå nemlig en 3,5m lang krokodille og lurede lige ved bådebroen...

Baby-havskildpadder på Cozumel


 Ud for Playa del Carmens kyst ligger Cozumel, en ø kendt for super dykning og rigt dyreliv. Og da øens mest udbredte bil er VW beatle, blev vi også nødt til at leje sådan en herlig lille øse at drøne rundt i...


 På øens øde og barske vestkyst kommer havskildpadder op i massevis for at lægge æg på stranden. Det lokale wildlife-center og soldater på stranden gør en stor indsats for at markere og beskytte rederne mod turister og folk med smag for skildpadde-æg-omeletter. Og om aftenen spærrer de vejen langs hele vestkysten for at lysskæret fra bilerne ikke forstyrrer havskildpadderne på vej op for at lægge deres æg.



 På vores tur op langs kysten var vi så heldige at støde på en Wildlife-ranger i færd med at hjælpe et kuld baby-skildpadder ud af reden i sandet. Hvor er det bare nogle kære små klumpe-dumper, der med sand i øjne og mund kæmper sig ned mod vandet...


 Home safe! ...For en stund...Men selv om de små pus har overlevet deres livs mest farefulde værd fra reden til vandet, hvor vaskebjørne, krabber og havfugle lurer, er de små pus stadig udsatte og står på menuen hos mange havfugle og fisk.


 Når de er nået ud gennem brændingen, stikker de lige hovedet op over vandoverfladen, siger farvel og dykker så ud i det blå - deres nye hjem. Måske er vi så heldige at se en af disse komme op på samme strand for at lægge æg om et par år...